-
AI får Nvidias regnskab til at overstige forventning
来源: BDK Finans / 22 5月 2024 16:23:39 America/Chicago
Indtjeningen på chips til kunstig intelligens (AI) i datacentre får den amerikanske gigant Nvidias regnskab til at overstige forventningen. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Indtjeningen i kvartalet rammer 14,9 milliarder dollar svarende til 102,8 milliarder danske kroner. Selskabet omsatte i første kvartal for mere end 26 milliarder dollar svarende til 179 milliarder danske kroner. Forventningen lød på 24,7 milliarder dollar. Dermed var stigningen i omsætningen i første kvartal på mere end 260 procent, skriver Marketwire. Resultatet er bedre end ventet og fik aktien til at stige med 4,4 procent i eftermarkedet, skriver Marketwire. Nvidia er målt på børsværdi verdens tredje mest værdifulde selskab efter Microsoft og Apple. Selskabet oplyser i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet et aktiesplit 7. juni. Analytikere havde forud for regnskabet forventet et "forrygende" resultat, skrev IT Watch tirsdag om selskabet, hvis aktie er vokset med mere end 540 procent siden starten af 2023. Kunstig intelligens begyndte for alvor at tage fart sidste år. Den populære chatbot ChatGPT blev lanceret ved udgangen af 2022, og særligt i løbet af 2023 blev den og andre AI-produkter, som ved brug af kunstig intelligens kan fremstille indhold, taget i brug af virksomheder og private. Kunstig intelligens fremstilles typisk ved, at man fodrer nogle ekstremt kraftfulde computere med store datasæt. Algoritmer bruger de store datasæt til at identificere mønstre og blive klogere. Nvidia laver mange af de mest populære mikrochips - særligt dets serie af RTX-grafikkort - til at træne AI-modellerne med, og det ses tydeligt i omsætningstallene for det seneste finansår. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/ai-faar-nvidias-regnskab-til-at-overstige-forventning